LHF Nyhedsbrev januar 2018

Nyhedsbrev fra Lejreegnens Husflids Forening nye forårskurser i Lejre Kommune. Vi har 5 nye kurser: Løbbinding, Taskefletning, Lær at karte og spinde dit eget garn, Raku keramik og endelig Påske blomsterbinding.

Kære LHF-medlemmer, lærere og kursister

LHF håber, at alle har haft en dejlig jul, og vi vil hermed benytte lejligheden til at ønske et rigtigt godt nytår.

Vi tager hul på det nye år med fem nye kurser.

Løbbinding - er en kurveteknik fra oldtiden. Det er hyggeligt, enkelt og der er mange muligheder såsom kurve, krukker, tasker m.m. Kurset er både for begyndere og øvede og består af 2 mødegange 17.+18. februar i Gevninge Beboerhus.

Taskefletning - her kan du lære, at fremstille din helt egen pung, taske eller lignende af papir og folie. Kurset består af 2 mødegange 10.+11. marts 2018 i Osted Kulturhus.

Lær at karte og spinde dit eget garn. Karte er en behandling af uld, bomuld eller andet fibermateriale, hvor materialet løsnes, renses og redes til videre brug. Herefter skal det spindes på en rok eller en håndten. Toppen af et et juletræ, som er tørret og afbarket kan benyttes som ten. Kurset foregår den 17. marts 2018 i Gevninge Beboerhus.

Raku - er den japanske måde at brænde keramik på. Du vil lære forskellige modellerings- teknikker. Vi skal glasere og dekorere vore ler-emner. Kurset består af 4 mødegange med start den 7. april 2018 i Gevninge Beboerhus.

Tilmelding kan ske via mail til: lhf@husflid.dk eller på LHF's hjemmeside: www.lhf.husflid.dk, hvor der også kan læses mere omkring de respektive kurser.

Det sidste kursus er Påske-blomsterbinding, som er helt på plads om få dage, hvor der så kan læses nærmere herom på vores hjemmeside. Kurset består af 2 mødegange den 23.+24. marts 2018 i blomsterbutikken "Castillo del Flora" i Gevninge.

Sluttelig er det en glæde for os at meddele, at vi ultimo januar / primo februar måned får en helt ny tidssvarende og overskuelig hjemmeside. Så prøv at gå på opdagelse i vores forening på www.lfh.husflid.dk.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i Lejreegnens Husflids Forening og

Skoleleder Dorte Gjelstrup

 

 

KONTAKT


Lejreegnens Husflids Forening
c/o Dorte Gjelstrup
Birkevadsvej 14
4130 Viby Sjælland

Telefon: 26 24 07 80

Mail: lhf@husflid.dk

CVR: 25383486

Bemærk: Dette er foreningens postadresse - undervisningen foregår på forskellige lokaliteter.

Medlem af Fora