LHF Nyhedsbrev maj 2018

Nye kurser og foredrag: EDB for begyndere og let øvede. Pileflet for begyndere og øvede. Madlavning for enlige mænd. Raku - keramik. Fremtidsfuldmagter - hvem bestemmer, når jeg ikke kan mere - Jura og demens. Silke - Foredrag om silke

Kære kursister, lærere og medlemmer
Så er det da blevet det dejligste forårsvejr og sommeren er godt på vej. Det betyder, at mange af os nu holder sommerferie fra vore respektive kurser.

Det er en stor glæde for os at kunne meddele, at vores nye hjemmeside skulle virke efter den 28. maj. Det ser vi meget frem til. Vi håber, at det herefter bliver nemmere for alle at navigere rundt på siden.

Udover vores velkendte kurser har vi noget nyt på programmet i den kommende sæson:

EDB for begyndere og let øvede:

Undervisningen tilrettelægges efter kursisternes ønsker og ingen spørgsmål er for dumme. Der undervises i grundlæggende viden om computere og tablets. Så hvis det ikke vil - som du vil - så kan John hjælpe dig. Der vil også være hjælp til adgang til det offentlige system. Egen computer eller tablets skal medbringes. Yderligere info kan ses på hjemmesiden: lhf.husflid.dk.

Pileflet for begyndere og øvede:

Kom og få lært de grundlæggende teknikker i at flette med pil. På kurset vil du mindst kunne nå at flette en rund kurv med hank, måske lidt mere. Du vil desuden høre om høst, sortering, opbevaring og iblødlægning af pil. Oplev et af naturens spændende materialer og hvad det kan bruges til. Yderligere info kan ses på hjemmesiden: lhf.husflid.dk.

Madlavning for enlige mænd:

Niels Erik Sørensen er uddannet kok og vil på dette kursus lave almindelig hverdagsmad til og sammen med enlige mænd. Så kunne du tænke dig at lære at lave lidt god mad og få et godt kammeratskab med andre - der er i samme båd - så kom og få nogle hyggelige timer. Hvis du kender en, som kunne være interesseret i dette kursus, så henvis meget gerne til os. Yderligere information kan ses på: lhf.husflid.dk

Raku - keramik:

På kurset får du mulighed for at afprøve den japanske måde at brænde keramik på - raku. Den 1. søndag modellerer vi ler-emner i hvid stentøjs-ler med chamotte og der bliver vist forskellige modelleringsteknikker. Den 2. søndag glaseres og dekoreres de forglødede ler-emner med glasurer i farverne rød, grøn, gul, turkis og hvid. Vi brænder de færdige ler-emner i en olietønde, der med gas opvarmes til ca. 950 grader, og efter ca. 2 timer har du et helt fantastisk og unikt stykke keramik i hænderne. Yderligere information kan ses på lhf.husflid.dk

Fremtidsfuldmagter - hvem bestemmer, når jeg ikke kan mere. Jura og demens.

Dette foredrag afholdes af advokat Peter Sindal. Mange har gennem tiden oprettet fuldmagter, som har ligget i skuffen. Men nu er der kommet mulighed for at oprette en fremtidsfuldmagt. Dermed er der kommet mere struktur på de gammeldags fuldmagter. F.eks. skal en fremtidsfuldmagt tinglyses, og der er et vist tilsyn med den, der har fået fuldmagten udstedt.

På denne aften kommer vi rundt om indholdet i fremtidsfuldmagter. Fordele, ulemper og praktisk fremgangsmåde. Vi vender også kort værgemål, som er et alternativ til fremtidsfuldmagten.

Der vil blive mulighed for uddybende spørgsmål efter foredraget.

Der er max. antal på pladser, så det er efter "først til mølle" princippet. Drikkevarer kan købes. Yderligere info kan ses på hjemmesiden: lhf.husflid.dk

Silke - Foredrag om silke:

Rie Koustrup og hendes mand Ole Zethner kommer og fortæller om silkens næsten 5000-årige historie og om, hvordan man bruger kokoner fra silkesommerfugle til fremstilling af silketråd. Rie fortæller om, hvordan hun gennem de sidste 10 år har fået en mindre silkefremstilling i gang derhjemme og på Kalundborg Museum ved at dyrke morbærtræer og fodre silkelarver med morbærblade. Rie og Ole vil medbringe eksempler på produkter fremstillet af silke - både den velkendte morbærsilke, men også silke fremstillet af tre andre silkesommerfugle samt vise billeder fra deres "silkeeventyrrejser blandt silkedyrkere og vævere i Indien og andre steder i verden.

Der er max. antal på pladser, så det er efter "først til mølle" princippet. Yderligere information på: lhf.husflid.dk

Vi vil hermed benytte lejligheden til at ønske alle en dejlig sommer og måske på gensyn i den nye sæson. Husk solcreme i den stærke sol. Tak til alle, som har valgt at "synes godt om" vores Facebook side: LHF's Aftenskole, som er med til få spredt vores budskaber og nyheder ud, hvilket er af afgørende betydning for vores "gamle" forening og dermed LHF's Aftenskole.

I den vedhæftede version af nyhedsbrevet er der billeder på.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i Lejreegnens Husflids Forening og skoleleder i LHF's Aftenskole - Dorte Gjelstrup

KONTAKT


Lejreegnens Husflids Forening
c/o Dorte Gjelstrup
Birkevadsvej 14
4130 Viby Sjælland

Telefon: 26 24 07 80

Mail: lhf@husflid.dk

CVR: 25383486

Bemærk: Dette er foreningens postadresse - undervisningen foregår på forskellige lokaliteter.

Medlem af Fora